Skattestyrelsen har meldt ud, at hovedaktionærer med “urealistisk lavt privatforbrug” nu bliver et særligt kontrolmål.

Det lyder umiddelbart som et legitimt værktøj i kampen mod sort økonomi, men udmeldingen rejser alvorlige retssikkerhedsmæssige spørgsmål. For hvad betyder det egentlig, når staten vurderer, at en borger lever “for billigt”? Og hvor går grænsen mellem reel sparsommelighed og skattemæssig mistanke?

Privatforbrugsberegningen er et af Skattestyrelsens mest anvendte kontrolredskaber, men også et af de mest usikre. Beregningen bygger på skønnede udgifter, standardiserede forbrugstal og antagelser om, hvordan en gennemsnitlig familie lever.

Den tager derimod ikke højde for individuelle forhold som arv, gaver, opsparing, lån mellem familiemedlemmer, mellemregninger, indkomstdeling mellem ægtefæller eller perioder med bevidst lavt forbrug. Selv små fejl i regnskaber eller indberetninger kan få privatforbruget til at fremstå “urealistisk lavt”, og erfaringen viser, at Skattestyrelsens beregninger ofte indeholder netop sådanne fejl.

Når en beregning viser et lavt privatforbrug, bliver det i praksis ofte borgeren, der skal bevise, at der ikke er udeholdt indkomst eller bogført private udgifter i selskabet.

Formelt har Skattestyrelsen bevisbyrden, men i sager om privatforbrug forskydes byrden hurtigt til skatteyderen, som nu skal dokumentere private forhold, der kan ligge flere år tilbage. Mange af disse forhold dokumenteres ikke formelt i hverdagen. Eksempelvis kontante gaver, uformelle familielån eller en husholdningsøkonomi, hvor ægtefællen dækker en større del af udgifterne.

Når Skattestyrelsen samtidig begår fejl i beregningerne, bliver retssikkerhedsproblemet tydeligt: Borgeren skal ikke blot forklare sit liv, men også rette op på myndighedens egne misforståelser.

Hovedaktionærer er særligt udsatte, fordi deres økonomi ofte er tæt forbundet med selskabet. Mellemregninger, udlæg, refusioner og bogføringsmæssige forskydninger kan få privatforbruget til at se lavt ud, uden at der er udeholdt en eneste krone.

Dette gælder f.eks. flere hovedaktionærer i start ups, hvor ejerne vitterligt lever på en sten for at kunne re-investere så mange penge i driften som muligt. 

Alligevel kan sådan forhold udløse kontrol, alene fordi tallene ikke passer ind i Skattestyrelsens standardiserede forbrugsmodel. Og så skal hovedaktionærerne bruge massive mængder tid og penge på at afkræfte Skattestyrelsen i deres formodning om skatteunddragelse. 

Det grundlæggende problem er proportionalitet. Det er legitimt, at Skattestyrelsen kontrollerer, hvor der er reel risiko for skatteunddragelse. Men når kontrol udløses alene af et statistisk lavt privatforbrug, uden konkret mistanke, risikerer vi en glidebane, hvor almindelig sparsommelighed bliver gjort mistænkelig.

Det er ikke ulovligt at leve billigt, og det bør ikke være nok til at udløse en sag, hvor borgeren i praksis skal bevise sin uskyld.

Sparsommelighed er ikke en skattefejl, og retssikkerheden må ikke sættes over styr i jagten på dem, der lever anderledes end gennemsnittet.

Kontakt mig, hvis du har modtaget en venlig påmindelse fra Skattestyrelsen – det kan udvikle sig til en større sag end nødvendigt, hvis du ikke får professionel assistance så tidligt som muligt.